Lacrosse er så langt fra den dyreste sport at komme i gang med, men den kræver dog lidt startkapital i form af udstyr. Herre-Lacrosse er en fysisk sport med masser af action og nærkontakt, så inden du begiver dig i krig på banen, skal du have udstyret i orden. Lacrosse minder på mange måder om ishockey – bortset fra skøjterne.
Det vigtigste udstyr i Lacrosse er staven, og den er lige så vigtig som en ketcher i tennis og et bat i bordtennis. Uden den giver det ikke megen mening at dyrke Lacrosse. Der er forskel på stavenes længde afhængig af, om du er dame- eller herrespiller, og også om du er forsvarsspiller eller midtbanespiller/angriber. Der er mulighed for at købe særskilte skafter i forskellige størrelser og forskellig kvalitet, men i starten lægger de fleste ud med at købe en stav, som allerede er påført et net i den ene ende.
En Lacrosse-stav i en fornuftig kvalitet koster cirka 400-450 kroner, og den kan købes via Copenhagen Lacrosse’s hjemmeside på nettet. Du skal også investere i et par handsker, så du beskytter hænderne mod eventuelle slag. Derudover skal du have beskyttelsesudstyr til overkrop og arme, og her skal du anskaffe dig såkaldte pads til skuldre og arme, så du kan stå imod de mange infights og stød, som en Lacrosse-kamp indeholder.
Da Lacrosse er en actionpræget sportsgren med masser af infight og tætte nærkampe, kan det også være en særdeles god idé at anskaffe sig beskyttelsesbriller for at beskytte øjnene.
Er du målmand, er du en anelse mere udsat, og her kræver det lidt ekstra sikkerhedsudstyr. En målmand skal således bære hals- og brystbeskytter, ligesom han skal have en skridtbeskytter på, da den hårde bold ofte sendes afsted med meget stor fart.
Et fuldt sæt udstyr koster omkring 2.500 kroner, men mindre kan gøre det i starten. Er du endnu ikke sikker på, at Lacrosse er noget for dig, kan du i de danske klubber låne udstyr, indtil du er sikker på, at du har lyst til at gå skridtet videre. Og så er der også altid muligheden for at købe brugt, så du ikke investerer katten i sækken, såfremt du ikke bliver tiltrukket af Lacrosse.
Og er du interesseret i at træne hjemme i haven, findes der sågar også en Lacrosse Solo træner, hvor du med en bold med indbygget elastik kan træne dine kast og skud igen og igen uden behov for en medspiller.