Grundlæggende er formålet i Lacrosse ikke så meget anderledes end andre holdsport med bolde involveret. Det handler om at score mål – og flere af dem end modstanderne…
Spillernes vigtigste udstyr er en Lacrosse-stick, som er udstyret med et net i den ene ende. Nettet bruges til at gribe, aflevere og skyde med. Bolden er hård, lavet af gummi og har en størrelse, der minder om en baseball eller tennisbold.
Størrelsen på banen minder meget om en fodboldbane og måler cirka 100 x 55 meter og er delt op i tre felter – som groft sagt kan beskrives som forsvar, midtbane og angrebszone. Hvert hold skal have tre forsvarsspillere, tre midtbanespillere, tre angribere og en målmand på banen samtidig.
Og der ikke plads til nøl. Når et hold har bolden i egen forsvarszone, har man 20 sekunder til at bevæge bolden frem i midtbanezonen. Og her har man blot 10 sekunder til at avancere bolden til angrebszonen.
Målene er 180 centimeter høje og 180 centimeter brede.
Ligesom i ishockey starter spillet med en faceoff, når kampen begynder, efter pausen og efter hvert mål.
Der er også forskel på stavene, afhængig af din position på banen. Spiller du i forsvaret skal din stav være mellem 130 og 180 centimeter lange, mens længden på midtbanespillere og angriberes stave er cirka 105 centimeter. Nettene på enden af staven skal måle mellem 16 og 25 centimeter brede, mens målmandens net er større – nemlig 25-30 centimeter.
I herrelacrosse er der kropskontakt, og det er en fysisk hård sport, som dog takket være spillernes påkrævede beskyttelsesudstyr aldrig udvikler sig voldeligt. Det kan på mange måder sammenlignes med ishockey uden skøjter. Spillerne må løbe lige så lang tid med bolden, som de kan, men i og med, at man må tackle hinanden på både krop og stav, er det rent taktisk en god idé at aflevere bolden i forsøget på at nå op til modstandernes mål. Hos herrerne stiller hvert hold med 10 spillere inklusive en målmand.
Kvindernes Lacrosse er knap så fysisk betonet som mændenes udgave. Kvinderne har 12 spillere på hvert hold og må, i modsætning til herrerne, nemlig ikke berøre hinanden under kampen. Derfor er der heller ikke behov for det samme sikkerhedsudstyr i kvindernes udgave. I de internationale regler skal kvinderne kun have tandbeskytter på, når de løber på banen, mens man i USA også stiller krav om sikkerhedsbriller. Kvindernes Lacrosse-stick er også underlagt nogle regler i forhold til længde.